Filmen om Kaptajn Underhyler

To gæve gutter med hang til heftig drilleri, tænker ikke meget på at lære noget i deres 4. klasse, men har mest hovederne fyldt med skøre indfald. En dag hypnotiserer de den altid vrisne skoleinspektør til at tro, at han er den særdeles tumpede tegneseriehelt Kaptajn Underhyler - en identitet, de to drenge kan slå til og fra med blot et fingerknips. Da skolens nye, underlige lærer åbenbarer sig som en rablende gal superskurk, skal det måske vise sig, at Kaptajn Underhyler var en særdeles nyttig opfindelse. Den animerede komedie "Kaptajn Underhyler" bygger på en populær bogserie.